Maskinforretning under det samme tag

For Middelfart Maskiner har lejeaftalen hos Axel Knudsen Maskinforretning været til stor gavn og gensidig synergi.

For et år siden bragte MaskinParken det første i rækken af fokusartikler fra maskinforretninger og maskinfirmaer rundt i landet. Dengang var vi på besøg hos Axel Knudsen Maskinforretning i Kauslunde lige uden for Middelfart.

Nu er vi igen i Kauslunde, på selvsamme adresse. Men denne gang gælder besøget Middelfart Maskiner, som deler kontor og udstillingsfaciliteter med Axel Knudsen Maskinforretning.

Og her kommer så beretningen om det fornuft-ægteskab, som nu i tre år har været til stor gensidig synergi og gavn for begge maskinforretninger.

Prisbillige produkter

- Kommer en kunde ind hos mig, hænder det ofte, at det også bliver til en handel i butikken, reservedelslageret eller måske afdelingen med dyrefoder hos Axel Knudsen, lyder det fra indehaveren af Middelfart Maskiner, Carsten Vesthammer, i det fælles kontor.

Både nye og brugte gravemaskiner og minilæssere er på programmet. Indehaver Carsten Vesthammer ses her sammen med sin første medarbejder, Peter Lund, der har 48 års erfaring i landbrugsmaskinbranchen.

- Ligeledes har jeg aftale om klargøring og reparationsopgaver eller leje af medarbejdere, ligesom vi naturligvis henviser kunder indbydes.

Mens Axel Knudsen Maskinforretning primært beskæftiger sig med landbrugsmaskiner, værksted og reservedele, har Middelfart Maskiner siden starten for tre år siden satset på salg af prisbillige produkter til både hobbybrug og større bedrifter, som har brug for traktorer, ATV’ere eller mindre redskaber.

Landechef, nu selvstændig

Carsten Vesthammer, der oprindelig kom fra foderstofbranchen, var fra 2006 med til at starte den danske afdeling for svenske Kellfri, og blev siden landechef, indtil det svenske firma lagde om til forhandlerbaseret handel.

Det gav ham muligheden for at starte op som selvstændig Kellfri-forhandler.

- Det skulle dog ikke være hjemme på landejendommen i Staurby, og derfor stillede jeg det friske spørgsmål til Per (Per Knudsen, indehaveren og anden generation i Axel Knudsen Maskinforretning, red.) om muligheden for et lejemål og samspil, fortæller Carsten Vesthammer om sin opstart i januar 2020 - lige før coronaen.

- Det blev taget rigtig godt imod, og siden har samarbejdet kørt helt upåklageligt. Vores kemi passer godt sammen, og alle er large overfor hinanden, trods hvert vores momsnummer. Der er masser af synergier, og vort sortiment passer godt til deres.

Del af aktivitet

Samtidig glæder Carsten Vesthammer sig over at være en del af den aktivitet, som udspiller sig i dagligdagen.

- Det ville aldrig være blevet det samme derhjemme eller måske i et lejet lokale i et industrikvarter. Faktisk er jeg sikker på, at jeg nok aldrig ville have bundet an med en egen maskinforretning, hvis denne chance ikke havde budt sig.

- Naturligvis var det nervepirrende at starte op, netop ved coronaens indtog. Men de første tre år er gået rigtig godt med en fin udvikling af både forretningen og økonomien, siger indehaveren, som nu har ansat sin første medarbejder.

Det er Peter Lund, der lige siden læretiden i 1975 i den nærliggende og daværende DLAM-afdeling i Grønnemose, har været beskæftiget i landbrugsmaskinbranchen. Blandt andet i nogle år hos Kellfri Danmark under landechefen Carsten Vesthammer.

2/3 på web

Hos Middelfart Maskiner ligger omkring to tredjedele af omsætningen gennem web-handel, mens resten foregår via telefonen eller ved rent fysiske besøg.

- Kellfri har altid være stærke på web, og generelt er kunderne gode til at bruge nettet, siger indehaveren, som har kunder overalt i landet.

I udstillings- og opbevaringshallen ses her blandt andet de indiske Solis traktorer, som Middelfart Maskiner er forhandler af.

Kundesegmentet går lige fra fritidslandmænd til professionelle brug, og stor gruppe er typisk »selvbyggere«, som måske skal bygge eller renovere en garage, staldbygning eller har andre opgaver i hus eller have, hvor der kræves mindre maskineri.

Centralt i landet

- Men som nævnt kommer der også kunder her i butikken for at handle eller se det store udvalg, ikke mindst på grund af vores centrale beliggenhed midt i landet og kun en kilometer fra Den Fynske Motorvej, understreger Carsten Vesthammer, som dog også sælger selv større maskiner gennem telefonen.

Det gjaldt blandt andet en ny gravemaskine, som han netop har leveret i København.

- Alt efter aftale med kunderne kan varerne sendes, leveres eller selv afhentes hos os, tilføjer han.

Stort program af mindre maskiner

Hovedproduktet hos Middelfart Maskiner er hele Kellfri-programmet - lige fra de mindste reservedele til traktorer, minilæssere og redskaber.

En stor artikel er også ATV’ere af flere mærker, hvortil Kellfri samtidig tilbyder et væld af udstyr.

En stor artikel hos Middelfart Maskiner er ATV’ere af flere mærker.

Desuden er forhandlingen af de indiske Solis traktorer fra 26 hk og opefter også kommet til.

- Det er en stor succes, netop på grund af den høje kvalitet og komfort, og til en helt anden pris end mindre traktorer i de traditionelle mærker, nævner den fynske maskinforhandler.

I udstillingshallen i Kauslunde står også mindre minigravere fra 600 kg i både udgaver med benzin-, diesel- eller el-motor. Også minilæssere fra 25 hk er på programmet.

Mobiltørrerier

Aktuelt er der stor efterspørgsel på brændekløvere, men også salget af skovvogne og udstyr til kreaturer, som eksempelvis galvaniserede fangstfolde, fremhæver indehaveren.

- Vi har ingen import selv, men får da løbende henvendelser om forhandling. Vi går ikke på kompromis, og først og fremmest skal produkterne passe ind i vores koncept.

En enkelt »undtagelse« er de store mobile Turbodan mobiltørrerier, som Middelfart Maskiner har haft forhandlingen af siden starten i 2020.

En 50 hestes Kellfri traktor med frontlæsser til en samlet pris på 200.000 kroner er her under klargøring på værkstedet hos Axel Knudsen Maskinforretning.

Middelfart Maskiner

● Startet af Carsten Vesthammer i 2020 i lejede faciliteter hos Axel Knudsen Maskinforretning i Kauslunde ved Middelfart

● Carsten Vesthammer var fra 2006 første danske medarbejder hos svenske Kellfri og siden landechef for den danske afdeling

● Forhandling af hele Kellfri-programmet. Desuden forhandler af Solis traktorer og Turbodan mobiltørrerier samt flere mærker af ATV’ere, minigravemaskiner, minilæssere, redskaber mm

● To tredjedele af salget sker via web. Maskinforretningen har åbent alle hverdage fra 8-17 og lørdag 9-12

● Foruden indehaveren er Peter Lund ansat. Efter behov lejes mandskab og reparationsopgaver hos Axel Knudsen Maskinforretning