Film skal tiltrække nye medarbejdere

Valtra-specialisten, Valtec, går nye vej for at skaffe traktormontører.

Det er vanskeligt at få nye medarbejdere og især traktormontører er efterspurgt for mange maskinforretninger landet over.

Valtra-specialisten, Valtec, oplever konstant en mangel på dygtige servicefolk og det er en stor flaskehals for virksomheden. Det er blandt andet en af årsagerne til, at man hos Valtec er gået til filmen for at tiltrække nye medarbejdere.

Den nye Valtec-film fortæller blandt andet ansøgernes om virksomhedens arbejdsplads og præsenterer nogle af virksomhedens medarbejde – alt sammen i en ligefrem stil og med et humoristisk glimt i øjet.

Går nye veje

Det er eftermarkedschef Anitta Juul og værkfører Søren Ebbesen, der står bag filmen.

- Vi har en ambition om at yde kunderne god service, og når arbejdsopgaverne bliver flere, kræver det også, at vi får et større serviceteam, fortæller værkfører Søren Ebbesen, der i filmen viser rundt på værkstedet og fortæller lidt om opgaverne.

Velkomsten og afslutningen står Anitta Juul for. Hun har det overordnede ansvar for hele eftermarkedsområdet i Valtec- og TBS-forretningerne.

- Vi har rigtigt mange lærlinge og prøver i det hele taget at være bevidste om at tiltrække dygtige servicefolk, men der er mangel på dem, så nu prøver vi at gå lidt utraditionelt til værks, og ser om det har effekt, forklarer eftermarkedschefen Anitta Juul, og tilføjer:

- Hvis ikke man prøver noget, sker der jo i hvert fald heller ikke noget.

Filmen kan ses på www.valtec.dk.