Birgitte skal igen konkurrere internationalt

Når verdens bedste lærlinge samles i Lyon den 10. til 15. september for at konkurrere ved WorldSkills, bliver det med deltagelse af landbrugsmaskinmekaniker Birgitte Brunsgaard Jacobsen i kategorien Heavy Vehicle Technology.

Birgitte vandt Danmarks Bedste Lærling ved Agromek i 2022 og deltog derefter ved EuroSkills i Gdansk, Polen i 2023, hvor hun klarede sig rigtig fint og kom hjem med en Medallion of Excellence for en flot præstation. Birgitte er 22 år og arbejder til dagligt hos Sjørup Group i Viborg.

- Birgitte udviklede sig utrolig meget under EuroSkills og klarede sig rigtig flot, så da vi skulle udtage en deltager til årets WorldSkills, var Birgitte igen en del af puslespillet, fortæller konsulent i Dansk Maskinhandlerforening Per Hedetoft og fortsætter:

- Og Birgitte er rigtig god til engelsk, som jo er vigtigt, når man skal konkurrere i udlandet. Derudover overholder hun alderskravet, som er, at man ikke må fylde 23 i det år, konkurrencen afholdes. Men det der vægter højest, er, at Birgitte har erfaringen fra en international konkurrence. Der er utrolig mange ting, som fylder for et ungt menneske, når de skal deltage i Skills. Der er blandt andet al presseopmærksomheden, og så er de jo lidt ude af deres komfortzone med hele konkurrenceelementet og så endda i et andet land. Det, at Birgitte har prøvet det før, gør, at vi er overbeviste om, at det giver hende ro til at fokusere på at gøre sit bedste i konkurrencen, forklarer Per Hedetoft.

Glæder mig til Skills

- Det er megafedt at få lov til at deltage igen, da det var en stor oplevelse til EuroSkills, og det her bliver jo endnu større, med endnu flere lande og deltagere, siger Birgitte Brunsgaard Jacobsen.

- Jeg har allerede hilst på de andre danske deltagere til landsholdssamlingen, som jeg glæder mig til at være sammen med og følge i deres konkurrencer. Jeg synes selv, jeg har en anden ro i det hele i forhold til første gang, da jeg jo ved mere om, hvad der skal ske. Det tror jeg bestemt også kan hjælpe mig under konkurrencen, fordi jeg har prøvet at være presset på den måde før og ved, hvordan jeg reagerer i de situationer, fortæller Birgitte.

Birgitte står ikke alene med forberedelserne. Hun har nemlig fået tilknyttet Carsten Knudsen, som er faglærer på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, som træner både før og under konkurrencen.

- Jeg var med til landsholdssamling for nylig, og jeg er meget overrasket over det helt fantastiske setup, som Skills laver for de her fagatleter, siger Carsten Knudsen.